Frivilligheden fejres…

Frivilligheden fejres hos Midtfyns Golfklub

Af MitMidtfyn, Stina Emilie Thinnesen

Det går sjældent stille for sig, når Midtfyns Golfklub inviterer deres frivillige til den årlige frivillighedsmatch, som er en 12-hullers turnering med forplejning, præmier og fællesskab. I klubben er næsten en tredjedel af medlemmerne nemlig frivillige på den ene eller anden måde, og derfor tæller gæstelisten også over 100 inviterede.

Helt tilbage i omkring 2005 var der nogle golfspillere, der besluttede at få en bane til Ringe. I 2008 stod den færdig og har været velbesøgt lige siden. Det er der som sådan ikke noget særligt i, når man tænker på, at der er over 150.000 mennesker, der spiller golf i Danmark.
Det særlige ligger i de frivillige. Ud af klubbens næsten 400 medlemmer, er over 100 af dem frivillige i klubben. De er med til at drive klubben og lave praktisk arbejde såsom rengøring, indhentning af bolde og rive bunkers – opgaver som ellers ville have haft høje omkostninger for klubben, men som nu kan gå til pleje af plænen og vedligehold i stedet.

En klub i udvikling
De frivillige arbejder både på forskellige opgavehold, men også i udvalg. Midtfyns Golfklub har nemlig et hav af udvalg, som hele tiden prøver at gøre klubben til et bedre sted. Blandt andet har begynder- og rekrutteringsudvalget i denne sæson haft stor succes med aktiviteten ”kvinder og golf”, hvor op med 65 procent af dem, der har været med i forløbet, siden har meldt sig ind i klubben.

Det tyder på, at Midtfyns Golfklub har den rette opbakning, de rette ressourcer og de rette frivillige kræfter til at vækste og fortsat være et godt sted for medlemmerne at være.

En af mange frivillige ildsjæle
Man kan næsten ikke sige Midtfyns Golfklub uden at nævne Anny Hessellund. Siden 2012 har hun siddet i bestyrelsen og været kasserer, og har i den periode været med til at starte mange ting op for klubben. I dag sidder hun både i klubbens sponsor- og ungeudvalg, hvor hun også er med til at løfte forskellige tiltag. ”For mig har det været helt naturligt at tage de opgaver på mig,” fortæller Anny.

Hendes mangeårige arbejde for klubben er heller ikke gået ubemærket hen, da hun for nyligt fik tildelt Dansk Golf Union og GF Forsikrings ”Hverdagens Golfhelte”-pris. Her fik de i alt 170 nominerede på landsplan, hvor 12 blev udvalgt til at vinde prisen. En af dem var Anny Hessellund. ”Jeg ved, at der var tre fra klubben, der havde nomineret mig. Det betyder rigtig meget,” fortæller Anny.

Grundet klubbens mange frivillige, som i øvrigt er engagerede og går højt op i deres arbejde, har klubben kun ganske få lønnede medarbejdere, som er dem der klipper græsset og passer banen. Derfor mener Anny Hessellund og hele teamet fra Midtfyns Golfklub også, at det er helt på sin plads, at de frivillige får en dag i hyggens tegn. Midtfyns Golfklubs frivillighedsmatch løb af stablen søndag den 24. september.

Billedtekst: Midtfyns Golfklub med over 100 frivillige hjælpere, er et skønt eksempel på en af de mange midtfynske foreninger, hvor ’frivilligheden’ virkelig blomstrer. Selve golfbanen ligger i det naturskønne område bag ved Ringe Sø, så gå endelig en tur forbi og nyd de smukke baner.

Indsend nyhed