'}}
Ryslinge Ungdomsklub

Ryslinge Ungdomsklub ryster de unge (tættere) sammen 

Ungdomsklubben har omkring 30 medlemmer mellem 13-16 år, som kommer og dyrker fællesskabet et par gange om ugen med socialt samvær, frivillige forældre og sjove events. Senest var der julebingo på menuen, hvor 44 unge mennesker deltog. 

Ryslinge Frimenighed indvilligede tilbage i sommeren 2022 i at stille en konfirmandstue til rådighed, så ungdomsklubben kunne blive en realitet. Siden har de unge besøgt klubben de to gange om ugen, der er åbent, og det er i øvrigt de unge selv, der bestemmer, hvad dagsordenen byder på. 

I midten af december blev der afholdt julebingo, hvor de unge selv havde taget initiativ til at stille langborde op, lave julepynt, bage småkager og andre tiltag, så aftenen kunne blive så hyggelig og vellykket som muligt. Som til ethvert andet bingo var der også mange flotte præmier på spil, som var sponsoreret af lokale virksomheder, de unge selv havde kontaktet.

Udover julebingo, er det en fast tradition at spise aftensmad sammen en gang om ugen. Her er de unge også selv med til at handle og lave mad, og sommetider skal der findes de helt store gryder frem, når der kommer op mod 20 unge til middag. Lige nu er der en egenbetaling på 30 kr. pr. mand, men drømmen er, at de unge kan komme og spise sammen uden at betale. Derudover er der mange aktiviteter både i og udenfor huset. Blandt brætspilsaftener, bowlingture og ishockeykampe. 

”Det er så dejligt, at de unge kommer lidt ud af deres huler derhjemme. Som forælder er det også fedt at lære de unge at kende, som ens børn er sammen med. Man ser måske hinanden i et andet lys, når vi omgås i afslappende rammer,” forklarer Rikke Duve, der er frivillig og forælder i ungdomsklubben.

De lokale kræfter støtter op 

Udover at klubben er afhængige af, at nogle voksne byder ind på de opgaver, der skal varetages frivilligt, så betyder det også meget for ungdomsklubben, at der er virksomheder og foreninger, der bakker op om et sted, hvor de unge kan mødes på neutral grund. 

”Det er en anerkendelse af, at vi har gang i noget, som kan noget med de unge, når lokalråd og MitMidtfyn bakker op os om.  Det kan være svært for de unge at sige ”kom bare hjem til mig”, når de gerne vil ses. Derfor mødes de tit i klubben, hvor de selv har en masse selvbestemmelse og neutrale rammer,” fortæller Rikke Duve. 

Og ansvar er det nok af. De unge sidder selv i bestyrelsen og har indflydelse på, hvad der skal ske. En stor opgave, som de unge påtager sig med glæde og stolthed. 

Ryslinge Ungdomsklub har åbent mandage kl. 19.00 – 21.30 og tirsdage klokken 16.00 – 21.00. Nye medlemmer er velkomne og kan henvende sig til Rikke på tlf. 20280088. 

Indsend nyhed

*Når du indsender fotos via denne hjemmeside, er det vigtigt at være opmærksom på ophavsretten. Ringe Handelsstandsforening samt Mark & Storm Grafisk A/S kan ikke holdes økonomisk ansvarlige for eventuelle brud på ophavsretten. Det er derfor dit ansvar at sikre, at de billeder, du sender, ikke krænker andres ophavsret.