Ved søen ligger Ringes nye sognegård fra 2012, opført af arkitekt Jan Hansen.
Den markante facade vender ned mod Ringe Sø, en ankomstfacade med en søjleloggia, der tager pænt mod besøgende og skærmer mod regn, sne, sol og vind. Blandt andre detaljer er stråtag udført med kobberrygning og kobberventilationsskorstene. Stråtag er valgt grundet materialets traditionelle udtryk. Kirkegården rummer mange fine grønne oplevelser og kirken er Ringes ældste bygning. Den er opført i 1100-tallet. Bemærkelsesværdigt er tårnet placeret i sydsiden af koret og ikke ved kirkens vestgavl, hvor det normalt ville stå. Fra 1740-1920 var det organisten fra kirken, der var lærer i den lokale skole, der hvor Ringe Museum ligger i dag.